Landsbykonferencen 2026 🌿
Lørdag d. 26. september 2026 kl. 9-17 samles landsbyerne i Skanderborg for at dele viden, erfaringer og hente ny inspiration – sammen – på Himmelbjerggården.
Det koster 50 kr. pr. person at deltage og inkluderer en dag med spændende oplæg, fællesskab og lækker forplejning.
👉 Sæt ✖ i kalenderen – vi glæder os til at se dig 👋
Kom På Himmelbjerggården og vær med til årets Landsbykonference 2026
God mad, oplægsholdere, workshops, drinks, networking og musik!
Himmelbjerggårdens dejlige køkken vil sørge godt for os hele dagen. Vi har morgenmaden klar når du kommer. Der vil blive serveret frokost, kaffe og kage - og inden du går hjem igen er der drinks, networking og musik ved Abstinens, et helt ungt Skanderborg band, som spiller en god blanding af pop, latin, singer-songwriter og folk.
Vi håber, at I vil tilmelde jer bredt fra alle Skanderborg Kommunes 42 landsbyer.
Kom og vær med til at forme Skanderborg Kommunes landsbyer og vores vilkår! Vi har også inviteret spændende oplægsholdere, byrådet og relevante embedsmænd - og du kan deltage i fire workshops til inspiration til lige netop din landsby.
Hovedtaler: Rasmus Willig
Når landsbyen tager magten tilbage: Potentialet i det lokale fællesskab
Rasmus Willig er en særdeles inspirerende foredragsholder, medstifter af Andelsgaarde, en markant samfundsdebattør, forfatter - og nu også bestyrelsesformand i Coop amba.
Dette er en fortælling om, hvordan mennesker gennem lokale fællesskaber kan styrke demokratiet og skabe bæredygtig forandring i deres lokalsamfund.
Mød en dansk innovator i særklasse!
Hovedtaler: Casper Skipperud
Hvad sker der, når lokalsamfund går sammen om at skabe nye stier og naturoplevelser?
Hvorfor er rekreative stier vigtige for landsbyers udvikling? I dette oplæg deler Casper Skipperud erfaringer fra ind- og udland og viser, hvordan stier og friluftsliv styrker fællesskabet, bosætningen og turismen – og du får konkrete idéer til at bruge naturen som lokal drivkraft.
Links
Mød og hør 3 inspirerende fortællinger
- Voerladegård: Hvad der sker, når en landsby nægter at lade sig begrænse? v/Peter Glibstrup.
- Adslev: Årets Landsby 2026. Lille by – kæmpe fællesskab. v/Henrik Borgtoft.
- Jaungyde: Unge-Festival, når de unge tager teten. v/ Henriette Sandager.
Workshop 1: Veje til et stærkere lokalsamfund – når mobilitet skaber liv i og imellem landsbyerne
Hvis vi ønsker liv, lokale arbejdspladser og bosætning, hvordan understøtter vi så, at mobilitet ikke bliver den barriere, der står mellem mennesker og muligheder?
Workshoppen tager afsæt i nuværende mobilitetsløsninger og danske erfaringer med mobilitetstiltag i landområder og stiller bl.a. følgende spørgsmål:
- Hvilke mobilitetsløsninger mangler i vores område?
- Kan kommune, virksomheder, foreninger og lokalsamfund samarbejde om transportløsninger?
- Hvordan sikrer vi mobilitet for unge, ældre og andre borgere uden bil?
- Hvilke løsninger kan vi skabe lokalt – uden at vente på, at andre gør det?
- Hvad kan vi gøre allerede i morgen?
- Hvad skal være anderledes om 10 år?
v/ Troels Tofte Hansen, mobilitetsplanlægger ved Skanderborg Kommune med fokus på udvikling og drift af kollektiv trafik, flextrafik og grøn mobilitet.Troels arbejder bl.a. med tiltag, med fokus på sammenhængen mellem landsbyer og større trafikknudepunkter. Troels har erfaring med at formidle og omsætte tiltag til praksis og bidrager med viden om, hvordan mobilitet kan understøtte både borgere og lokale fællesskaber.
Workshop 2: Kom i gang med lokale beredskabsplaner
Kriser rammer pludseligt – voldsomt vejr, strømsvigt, hacking. Men hvad kan vi som lokalsamfund selv gøre, når det sker?
Denne workshop handler ikke om privat prepping, men om lokalsamfundets fælles evne til at handle gennem indsigt, samarbejde og med inspiration fra konkrete eksempler.
v/ Tyge Mortensen, foredragsholder, landsbyekspert og facilitator. Læs mere om Lokalt Beredskab
Workshop 3: Madskove og skovhaver – fra vision til lokal handling
Madskove og skovhaver – fra vision til lokal handling
Hvordan kan vi skabe frodige, spiselige landskaber, der styrker både biodiversitet, fællesskab og lokal resiliens?
Dette foredrag tager deltagerne med ind i madskovens og permakulturens verden og viser, hvordan principperne kan omsættes til konkrete projekter i både små og store skalaer.
Med udgangspunkt i praktiske erfaringer fra Himmelbjerggårdens skovhave vil vi udforske, hvordan man går fra idé til handling: Hvordan starter man en skovhave? Hvilke første skridt er vigtige?
Målet med foredraget er ikke kun at inspirere, men også at skabe grobund for konkrete initiativer og lægge op til diskussion om, hvordan man i lokale fællesskaber kan organisere sig omkring sådanne fælles projekter.
v/ Jesper Saxgren, seniorkonsulent og visionær stemme inden for bæredygtighed og permakultur. Læs mere om Jesper Saxgren og Earthways her
Workshop 4: CykelOpdagelsesNetværk - Levende forbindelser mellem landsbyerne
Hvordan kan stier, cykelruter og naturoplevelser skabe liv, fællesskab og udvikling i landsbyerne?
Kom til workshop og design områdets nye, grønne forbindelser i samarbejde med outdoor-ekspert Casper Skipperud.
Stier og cykelruter er mere end forbindelser mellem steder. De binder landsbyer sammen, åbner naturen og skaber nye møder, oplevelser og fortællinger undervejs.
I denne workshop undersøger vi, hvordan et fælles netværk af stier, cykelruter og oplevelser kan styrke forbindelserne mellem landsbyerne og skabe grundlag for nye fællesskaber, aktiviteter og lokal udvikling.
Med afsæt i lokale erfaringer og konkrete eksempler kortlægger vi naturkvaliteter, mødesteder og fortællinger, som kan forbindes gennem et fælles sti og cykelopdagelsesnetværk.
Målet er at udvikle idéer til attraktive ruter og oplevelser, der inviterer både borgere og besøgende til at udforske området, styrke fællesskaberne og skabe nye forbindelser på tværs af landskabet.
Workshoppen er for alle med interesse for landsbyudvikling, natur og samarbejde på tværs af lokalområder.
v/ Casper Skipperud, stifter af VildKultur.dk, landdistriktsudvikling gennem friluftsliv, natur og outdoorturisme.
Tilmeld dig for 50 kr.
Det koster en flad 50’er. Resten dækkes af landdistriktsmidler.
De bedste hilsner fra
LandsbykonferenceTeamet - under LandsbyFællesskabet i Skanderborg kommune
- Anette Cecilie Skriver, 20814313, frunette64@gmail.com
- Helene Simoni Thorup, 24255772, helene@simoni.dk
PS: Spørgsmål, så ring eller skriv gerne!
Vi søger frivillige - vil du være med?
Vi søger frivillige til dagen – og der er brug for både store og små hænder.
Det er en oplagt mulighed for at blive en del af fællesskabet og opleve energien bag kulisserne.
Kontakt:
Landsbyfællesskabets Konference-team
- Anette Cecilie Skriver, Gl. Rye, frunette64@gmail.com
- Helene Simoni, Stjær, helene@simoni.dk
Hvad er Landsbykonferencen?
Landsbykonferencen er arrangeret af Landsbyfællesskabet og blev afhold første gang i 2020.
Det er blevet en tilbagevendende begivenhed, som er afholdt hvert andet år siden. Med konferencen ønsker vi at skabe et levende og inspirerende mødested for os, der bor i Skanderborg Kommunes 42 landsbyer.
Os som ønsker at udveksle idéer, erfaringer og sammen udvikle vores kommune på tværs af lokalområder i samarbejder om alt fra klimatilpasning til byudvikling, bæredygtighed og sundhed.
Formålet er at sætte landsbyerne på dagsordenen og øge fokus på, hvordan vi kan arbejde i og sammen med Skanderborg Kommune. Udover os, der bor på landet, deltager kommunale byrådspolitikere og embedsmænd.
Konferencen forløber over en hel dag og veksler mellem oplæg og interaktion i plenum og grupper, afbrudt af kulturelle oplevelser, fulgt op af lækker forplejning. Der er lagt vægt på påskønnelse af alle jer, der allerede nu knokler for at vedligeholde og udvikle vores små lokalsamfund, så vi sammen kan imødegå fælles udfordringer.
Konferencen er for alle, men måske særligt interssant, hvis:
- du interesserer dig for dit lokalsamfund
- du gerne vil inspireres
- du mangler input til, hvordan man kan styrke udviklingen af din landsby
- du bare er nysgerrig
Landsbykonferencen er arrangeret af almindelige borgere fra de 42 landsbyer i Skanderborg Kommune. Hvis du har lyst til at være med til at arrangere Landsbykonferencen, kan du udfylde feltet herunder, så kontakter vi dig.